Om Andelssamfundet
Andelssamfundet i Hjortshøj (AiH) er bygget op omkring fem bogrupper, der alle har et fælleshus eller adgang til et fælleshus. De fem forskellige bogrupper repræsenterer fem vidt forskellige byggestile, hvor der har været rig mulighed for at afprøve bæredygtige byggemetoder. Der er også forskellige ejerforhold i de fem bogrupper:
- Bogruppe 1 er toetages dobbelthuse og ejerboliger.
- Bogruppe 2 almennyttige lejeboliger og en skønsom blanding af et- og toplans røde træhuse.
- Husene i bogruppe 3 er som bogruppe 1s ejerboliger, derudover er de karakteriseret ved at være så forskellige i både materialer og udseende som det overhovedet er muligt.
- Bogruppe 4 er mørkeblå arkitekttegnede rækkehuse af træ også de er almennyttige lejeboliger.
- Bogruppe 5 er den sidst tilkomne. Her er det solgule træ-andelsrækkehuse.
Et par gange har besøgende spurgt om man som beboer i AiH lever et såkaldt ’almindeligt’ liv med fx elektroniske hjælpemidler! Og svaret er ’JA’. Der er både vaskemaskiner, fjernsyn og computere i de fleste af husene. Vi har privatbiler og køleskabe og vi har traktorer til landbruget.
Vores mål er ansvarlighed i omgangen med medmennesker, ressourcer og natur. I lighed med det eksisterende byggeri skal også det fremtidige være tæt lav bebyggelse. Samtidig bibeholdes nærhed til landbrug, så det nuværende samspil mellem bolig, produktion og natur opretholdes. Andelssamfundet ønsker, at flere boliger bygges langs eksisterende veje, mens arealerne ned mod jernbanen forbliver dyrkede områder. Andelssamfundet vægter også offentlige stier rundt i både det bebyggede område og i landbrugs-området, så besøgende får mulighed for at opleve det samspil mellem mennesker og natur, som er vigtig for Andelssamfundet.
En gang om året holdes et visionsmøde, hvor beboerne i AiH sammen kigger lidt længere ud i fremtiden. Visionsmøderne giver tid til, at man sammen lufter og udveksler nye ideer og sætter de daglige gøremål og aktiviteter i et større perspektiv - det giver et løft til alle. I løbet af en visionsdag kommer der ofte konkrete nye ideer frem, som kan være med til at fortsætte den løbende udvikling Andelssamfundet befinder sig i.
En af Andelssamfundets grundtanker er at skabe lokale arbejdspladser. Også her er mange godt på vej. Der er allerede etableret en del arbejdspladser lokalt og privat i AiH. Fx har landbruget en landbrugselev ansat, ligesom gartneren Michel gennem flere år har været selvstændig med produktion af økologiske grøntsager og butiksindehaver. Demonstrationsbygningen Petersborg, der ligger midt i AiH, rummer udstillings- og kursuslokale, kontor for firmaet Økotech og det internationale sekretariat for Organisationen for Vedvarende Energi.


Om Andelssamfundet
