Bogruppe 8

Bogruppe 8 består af 11 huse og er AiHs østligste afgrænsning, på kanten til markerne, dyrene og det åbne land. Vi mødtes tilbage i 2006, byggede fra 2008, og er løbende flyttet ind frem til 2013. Vi er i dag 17 voksne og 23 børn, hvoraf de ældste er på højskoler, efterskoler og på vej til at flytte hjemmefra - den yngste kom til verden for et år siden.
 
Vi er en frodig blanding af selvbyggere, medbyggere og folk der er gode til alle mulige andre ting. Vi hjælper hinanden, taler med hinanden og gør mange ting sammen - måske også mere end man gør i et traditionelt boligområde. Vi bor i AiH af mange forskellige grunde - men ønsket om at at være en del af et aktivt fællesskab, bidrage til en bæredygtig udvikling, og nærheden til naturen og dyrene, er betydningsfuld for os alle.
 
At bygge hus har været sjovt og udviklende - og til tider anstrengende og udmattende. Men efter en solid kraftanstrengelse står her altså nu 11 dejlige og vildt forskellige huse, der skal være rammen om vores liv i forhåbentligt mange mange år. Mange af os har, i en periode efter byggeriet, haft behov for at få færdiggjort vores huse huse og få pulsen lidt ned, og nu har vi så fået samlet kræfter til for alvor at kunne tage del i at udvikle og være en del af det fællesskab vi bl.a. er flyttet herud for. I midten af vores 11 huse har vi gjort plads til et fælleshus, som vi er lige ved at gå i gang med at bygge. Vi laver fælleshuset sammen med Bogruppe 7 som er vores meget nære og gode naboer. Her skal vi feste, hygge, spise, spille, lege, grine, danse og ha' det rigtigt rart sammen.
 
Bogruppe 8 er, ligesom det øvrige AiH, et godt sted at leve for alle mennesker. Det er et imødekommende, inspirerende, rummeligt, trygt og begejstrende sted at leve for både børn og voksne, og vi glæder os til at få en historie med hinanden og stedet.
Kommer du forbi, så bare sig hej og få dig en snak - vi elsker at få besøg!

andelssamfundet Andelssamfundet_bogruppe 8