Bogruppe 4

Bogruppe 4 består af 26 mørkeblå arkitekttegnede rækkehuse i træ. Bogruppen er blevet til i et samarbejde mellem Boligforeningen Ringgården og Andelssamfundet i Hjortshøj og stod klar til indflytning februar 2002. Bogruppe 4 hedder også  'Afdeling 30 - Boligforeningen Ringgården'.
Vi er altså både lejere i en almennyttig boligforening og samtidig en del af Andelssamfundet i Hjortshøj. Vi deltager i både møder, fester og arbejdsgrupper i Andelssamfundet.

Bæredygtighed er medtænkt i både materialer og arkitektur. Blandet andet består vores isolering af hør i stedet for rockwool, og store sydvendte vinduer varmer lejlighederne grundigt op en stor del af året. Solens energi udnyttes også med en sort beklædning udvendig, og indvendig med en væg af træ i stuen. På taget af bogruppens fælleshus sidder en stor solfanger og leverer en del af det varme vand, og regnvand bliver opsamlet til afdelingens fællesvaskeri.

Vi har i bogruppen valgt at løse en del opgaver i fællesskab, og det forventes, at alle bidrager. I afdelingen har vi ikke nogen varmemester, hvilket er med til at holde huslejen nede. Men det betyder også, at der er en del arbejde, der skal udføres af beboerne. Opgaverne løser vi dels ved fælles arbejdsdage, dels ved uddelegering til arbejdsgrupper. Desuden slår vi på skift græsset og gør rent i fælleshus og vaskeri. Dertil kommer sæsonbetonede opgaver som f.eks. snerydning. Arbejdsgrupper indkalder, planlægger og uddelegerer opgaverne. Desuden er der kulturelle og sociale arrangementer, bl.a. en spiseklub.

Ud over afdelingsbestyrelsen er der følgende arbejdsgrupper:
Fælleshusgruppen, Udearealsgruppen, Legepladsgruppen og Kulturgruppen.               Endvidere nedsættes midlertidige grupper i forbindelse med projekter.  
Overfor Andelssamfundet skal afdelingen stille med en repræsentant til ”Energiselskabet”, ligesom vi skal have en repræsentant til den samlede bestyrelse for Andelssamfundet.

Vi har valgt en afdelingsbestyrelse. Den fungerer som kontaktled til Boligforening Ringgården. Det er vigtigt, at afdelingsbestyrelsen har visioner for udviklingen af livet i boligområdet. Afdelingsbestyrelsen i afd. 30 har også ansvar for uddelegering af en række praktiske arbejdsopgaver, der normalt varetages af en ejendomsfunktionær: f.eks. indkøb m.m.
En bolig i afdeling 30 er ikke bare en bolig. Da vi er en del af del af Andelssamfundet i Hjortshøj (bogruppe 4) med bæredygtige og eksperimenterende boligformer, er der også et bevidst ønske om at skabe en bebyggelse med et miljø, der motiverer til et stærkt beboerfællesskab, hvor vi vokser af både fælles forpligtelser og godt naboskab.
 

 

Andelssamfundet, Bogruppe 4 andelssamfundet, bogruppe 4 andelssamfundet, bogruppe 4