Bogruppe 2
Vores bogruppe består af 20 almennyttige lejeboliger og et mindre fælleshus, kaldet Sneglehuset. Byggeriet stod færdigt i marts 1996 og huser 25 voksne og ca. 25 børn. Vi deler fælleshusfaciliteter med bogruppe 1.
Husene ligger i en trekant med fælleshuset i midten. Nogle huse er sydvendte, andre øst- og vestvendte, men alle har en solstue til at optage passiv solvarme. Varmen leveres af et centralt flisfyr.
Husene har et ensartet udseende, nogle er i et plan, andre i to. Alle ydervægge er gipsvægge med papirisolering og udvendig beklædt med tuja. Lejlighedsskellene er alle af lersten.
En stor del af det sociale liv foregår sammen med Bogruppe 1,3,4 og snart 5, men bogruppemøder og arbejdsdage giver os en egen social sammenhæng. Vi oplever os som en del af en større sammenhæng, nemlig af et AiH på over 200 personer, hvor der er mange tværgående aktiviteter.
Vi har valgt selv at udføre de fleste viceværtsopgaver, hvilket giver alle en større ansvarsfølelse for vore boliger og omgivelser. Dog er der en deltidsansat vicevært der koordinerer den løbende vedligeholdelse. Alle voksne er med i en arbejdsgruppe med hver sit ansvarsomåde f.eks. vedligeholdelse af udearealer. Desuden bidrager alle til at male husene udvendigt, et projekt vi gik i gang med i 2002. Hver især skal bidrage med 4 arbejdsdage pr.år.
Vores bogruppe blev dannet allerede i 1992 og vi søgte en boligforening, der ville indgå i et samarbejde med os om byggeri af huse af ubrændte lersten, gips, papirisolering og med multtoiletter. Boligforeningen Lejerbo slog til. Det er første gang i Danmark, at en boligforening er gået ind i et bæredygtigt projekt af den art.
Det er ikke kun materialevalget ved byggeriet, som er unikt i samarbejdet med boligforeningen. Der blev også lagt op til samarbejde mellem beboerne, boligforeningen og arkitekterne, som gav os indflydelse på, hvordan husene skulle placeres og indrettes og hvordan udearealerne skulle udformes. På et “fremtidsværksted” med arkitekter og bogruppen, blev mange muligheder diskuteret og der var et godt samarbejde i denne forberedende face.
Selv om der blev gjort meget for at holde budgettet, blev projektet alligevel dyrere end forventet. Det blev derfor nødvendigt at lave en række kompromiser for overhovedet at komme i gang med byggeriet. Husene blev i første omgang indstalleret med lavtskylstoiletter, men dog forberedt til multtoiletter, som forventedes installeret i 1998. Den beslutning blev siden ændret, og i 2000 blev der installeret separationstoiletter i lejlighederne i stedet for de planlagte multtoiletter. Solfangerne blev også sparet væk. De er kommet til siden, som en del af den samlede energiforsyning- dog kun på den sydvendte længe. Andre besparelser, som for eksempel omfangsdræn har vist sig at være en dyr besparelse, da det har været nødvendigt at lave udbedringer.
Som helhed bar bogruppens første år præg af besparelser og dårligt udført arbejde, ligesom samarbejdet med Lejerbo er gået yderst trægt. Bogruppens skiftende bestyrelser har gjort et stort stykke arbejde for at komme igennem det bureaukrati man støder på, når ingen vil påtage sig ansvaret for fejl og mangler. Men det afgørende er, at problemerne nu er ved at løse sig. Vi står meget undrende overfor at Lejerbo engagede sig i dette pionerprojekt, og siden ingen interesse har vist i at følge op på det eller skabe sig en goodwill.
Vigtigt er det også, at sådanne lejeboliger overhovedet er blevet bygget i Andelssamfundet. Det gør det muligt for folk, der ikke kan eller vil bygge selv, at bo til leje. Det er boliger efter de mest elementære bæredygtighedsprincipper, gode og sunde at bo i. Erfaringerne i samarbejdet med Lejerbo og arkitekter på både godt og ondt er siden kommet en fjerde bogruppe til gode (bygget af Ringgården).
Vi har selv haft indflydelse på indretningen af vore huse. Bl. a. har vi lavet en økonomisk prioritering, hvor vi har valgt køleskab og indbyggede skabe fra til fordel for et grovkøkken, en solid kvalitet køkkenborde af bøgetræ og et begrænset brug af limtræ til de åbne hylder. Valget er på linje med grundtanken om materialevalg.
Er du interesseret i at blive skrevet op til en lejlighed Lejerbos byggeri skal du ringe til Lejerbo: tel: 7012 1310
.












